I udkanten af Fuglebjerg - midt mellem Næstved og Slagelse - udbydes denne lager-/kontorejendom til den pladskrævende bruger.
Ejendommen ligger på en grund der er 10.551 m² og består af en lager-/kontorbygning på 1.685 m² samt garager på yderlig 300 m².
Lagerbygningen er opført i 1974 med tilbygning af ekstra kontorfaciliteter i 1984. I selve lagerbygningen - i sammenhæng med tilbygningen - er der etableret kontor og personalefaciliteter. Kontor og personalefaciliteter udgør ca. 150 m².
Lagerhallen er udført i stålplader, tag af bølgeeternit og med kørefast belægning. I begge ender af hallen er der stor el-port på 4x4 m. Herudover er der på den ene langside en mindre manuel port på 3x3 m. I den bagerste del af hallen er der indrettet rum på ca. 60 m² som evt. vil kunne isoleres. Lagerhallen er uisoleret. Hallen har en bredde på ca. 20 m og maksimal loftshøjde på 7,3 m
Kontorafsnittet består af flere lyse kontorer, køkken, lille omklædningsrum, toilet mm. Opvarmning sker med el-radiator og varmeblæser. Fra stort kontorrum er der skydedør med adgang til lager.
Ejendommen er indhegnet med adgangsvej via Sorøvej. På tilstødende matrikel Sorøvej 34A er der en privat bolig, som har tinglyst vejadgang via samme indkørsel.
Ifølge rammebestemmelser for området må grunden bebygges med op til 50%. Der er således mulighed for at opføre yderligere ca. 3.000 m² erhvervsbebyggelse.
Bygningerne fremstår generelt i rimelig stand henset til bygningens alder, dog trænger flere vinduer til udskiftning.
Med beliggenhed ud til Ydre Korsørvej er der gode tilkørselsforhold. Ca. 15 min kørsel til Vestmotorvejen ved Slagelse.
Ejendommen er pt. udlejet på en tidsbegænset lejekontrakt. Forventes ledig pr. 01.01.2022.